top of page
  • Hvem er velkomne som andelshavere i Friskoven?

    • Kort sagt: Alle som er enige i og kan identificere sig med vores visioner. Dog ønsker vi en divers sammensætning i aldersgrupper og kvaliteter hos folk. Dermed, hvis vi føler en ubalance i sammensætningen, kan det godt være at vi specifikt søger bedsteforældre, unge par, familier med større børn, folk med en vis viden inden for et bestemt område eller lignende.​ I så fald vil dette blive annonceret når vi søger om nye andelshavere. 

  • Kan man komme og besøge Friskoven?

    • Man er altid velkommen til at besøge Friskoven til vores åbne arrangementer (se Events). Vi har for øjeblikket desværre ikke åbent for besøgende til rundvisning etc. uden for arrangementerne. I kan prøve at kontakte os og høre om nogle af medlemmerne har mulighed for at mødes privat. Desuden kan man komme som frivillig eller interesseret andelshaver. Se Vær Med

  • Hvem og hvor mange er I som bor i Friskoven nu og hvor mange ledige pladser er der?

    • I skrivende stund består den nuværende besætning af 7 andele/husstande fordelt på 10 voksne og 8 børn af nationaliteterne dansk, tysk og en halvt italiensk. Børnenes aldersgrupper er mellem 3-13. De fleste voksne har børn, nogle med delebørn. De fleste børn går i skole og børnehave, mens enkelte hjemmepasses. Nogle voksne er hjemmegående, andre arbejder med byggeri & tømrerarbejde, sæsonarbejde på spisesteder mm. og selvstændige erhverv.

    • Vi regner med at have plads til 18-20 andele alt efter hvad vores lokalplan giver os lov til; vi er pt. ved at udforme en lokalplan i samarbejde med kommunen, som giver os rammerne for hvor meget vi kan bygge på grunden. Lokalplanen forventes klar i 2026. Vi har på nuværende tidspunkt lov til at bygge ca. 13 boliger i eksisterende bebyggelse og håber på tilladelse til at bygge ca. 7 nye boliger.

  • Hvordan kommer man med i Friskoven?

    • Er man interesseret i at at blive andelshaver i Friskoven skal man udfylde vores ansøgningsformular, hvorefter man kommer på vores venteliste. Hvis vi har plads og vi føler du/I matcher det vi søger, vil du/I blive inviteret til et besøg på ca. en uge og herefter en måned. Læs meget mere om processen under Vær Med​.

  • Kan man leje sig ind som beboer i Friskoven?

    • Nej ikke på nuværende tidspunkt. Alle som bor i Friskoven er andelshavere og dermed medejere af andelsforeningen Friskoven. Har man ikke råd til at købe en andel, kan der ansøges om køb på afbetaling eller lån i vores interne Friskovs "bank".

  • Hvad koster det månedligt at bo i Friskoven og hvad går pengene til?

    • Lige nu betaler vi en månedlig udgift til fællesfaciliteter på 900 kr. pr. voksen andelshaver, som går til strøm, vand, internet, ejendomsskat, samt indkøb og reparation af fællesudstyr, som fx. havetraktor, maling, vaskemaskine mv. For de fastboende i Friskoven har vi også en køkkenkasse til mad på 500 kr. om måneden som går til standardudstyr (krydderier, vaskemidler etc.) til fælleskøkkenet, samt madordning med fællesmad 5 dage om ugen.

  • Hvor tit er der fællesspisning?​

    • Vi spiser aftensmad sammen 5 dage om ugen og skiftes til at lave mad i blandede hold, hvor hver voksen beboer kan melde sig på to poster ugentligt som enten chefkok, snitter eller opvasker. Til arbejdsdage spiser vi også frokost sammen.

  • Er I veganere / vegetarer eller lignende?

    • Vi har ingen fælles retningslinjer for diet og vi er en blandet gruppe af veganere, vegetarer og omnivorer. Dog holder vi fællesspisningerne veganske eller vegetariske, eller har en ekstra ret, så der altid er noget som alle kan spise.

  • Hvad er jeres tanker om kæledyr og andet dyrehold?

    • Umiddelbart er kæledyr og husdyr velkomne, men skal evt. lige vendes, for at se hvordan det passer med nuværende dyr, plads, kommende naboer mm. Lige nu har vi bier, høns og moskusænder i fællesskab samt et par katte og en enkelt hund privat. Vi kunne sagtens være åbne for større husdyr i fællesskab. Mulighed for større husdyr privat som kræver plads kan tages op til et fællesmøde.​

  • Er der restriktioner på hvad man køber privat? Fx kemi og andre mindre bæredygtige ting?

    • Bor man i Friskoven har man som udgangspunkt erklæret sig enig i vores visioner om Radikal bæredygtighed og vi regner derfor med at beboere af Friskoven vælger at bruge bæredygtige produkter som ikke skader miljøet. Vi har desuden beplantede filteranlæg til rensning af vores spildevand, hvilket ikke tåler kemikalier som er ødelæggende for renseprocessen fx. benzin, olie, terpentin, stærke kalkfjerningsmidler, klorholdige midler, sprøjtemidler og lignende. Dog har vi ikke en decideret sortliste eller nogen form for kontrol over hinanden og stoler på hinandens sunde fornuft.

  • Hvor fælles er økonomien?

    • Vi betaler, som beskrevet højere oppe, et månedligt beløb til fælleskontoen, samt til fællesmad, men udover det råder vi over vores egen privatøkonomi.

  • Er der krav om arbejdstimer til fællesskabet?

    • Ja, vi har et krav om at man lægger ca. 8 arbejdstimer ugentligt til fællesskabet, som hovedsageligt lægges på vores arbejdsdag hver anden lørdag​, i forskellige arbejdsgrupper, rengøring og til fælles madlavning. Vi holder ikke styr på hinandens timer og tid og energi til fællesskabet bygger på lyst og tillid.

  • Kan man drive erhverv og tjene penge i Friskoven?

    • Ja, vi arbejder for et fællesskab, der faciliterer bæredygtigt erhverv på stedet for at fremme lokal resiliens og et levende "landsbymiljø". Erhvervet kan meget vel tage udgangspunkt i stedets ressourcer, såsom øko-ferie-udlejning, grøntsagsproduktion og forarbejdning af træ, eller liberale erhverv som gårdbutik med salg af grønt, kunst, kontorfællesskab for småvirksomheder og lille café.

  • Vil der være privat have/land eller lignende til boligerne?

    • Ja - til alle andele er der ret til privat have svarende ca. til boligens størrelse, beliggende i sammenhæng med boligen. Vi har ikke fuldført en fast plan for hvordan køkkenhaven skal drives, men er der behov og ønske for det, kan det være muligt at udstykke dele af fælleshaven til privat brug eller evt til erhverv.

Fik du ikke svar på dit spørgsmål, er du velkommen til at skrive til os :)

DSCF5330.JPG

Ofte Stillede Spørgsmål

FAQ

bottom of page