
Grunden er 12 hektar stor. 8 hektar er fredsskov - dvs skal forblive skov, men må gerne bruges til skovbrug.
Vi har ca 2.500 m2 bygninger, fordelt over én stor bygning, bestående af 4 lange barakker, samlet med en forbindelsesgang, en gammel 2 families villa, samt flere udhuse.
Alle bygningerne er i rigtig dårlig stand og skal totalrenoveres! På billederne kan ses lidt af standen på bygningerne samt nogle af naturområderne.
Vi vil etablere 2 boliger i den gamle villa, samt 9 boliger i skolebygningen/barakkerne.
Derudover ønsker vi at opføre ca 9 nye boliger - 3 af dem i sammenhæng med villaen (bl.a over en nedfalden bygning), 4 som små low impact byggerier og 2 huse ved tidligere bebyggelse i Vestenden af grunden. Se evt. kort under Projekter
Opførelse af nye bygninger kan først ske, når vi har fået tilladelserne gennem godkendt lokalplan som pt. er under bearbejdelse hos kommunen.
Naturmæssigt har vi en fantastisk grund, i udkanten af Bornholms største skov Almindingen! Vores 8 hektar skov er blandet, en del ung og selv-sprunget skov og en lille smule douglas med større træer.
Dådyr og råvildt ses ofte mellem træerne.
Vi har en dejlig del af Nydams Å, som bugter sig over grunden fra øst til vest.
I syddelen af grunden er der en sø som er meget tilgroet nu, men vi håber på at ansøge om midler til oprensning. Der er potentiale for et super dejligt sø-miljø og der er allerede masser af frøer og salamandre!
Vi har en stor åben eng/slette/mark, med stednavnet Kejserkuld i den nordlige ende. Engen har indtil nu været brugt til vores solhvervsfester, men tænkes til fælles dyrkning af jorden og evt til festivaler og open air events.
Den nordvestlige del af vores skov er mest hylde-krat og indeholder masser af ribs. og stikkelsbærbuske og det ville derfor være oplagt at etablere skovhave i denne del af skoven.
Vejen som går gennem Friskoven er en offentlig vej og bruges af én nabo, som kører igennem. Desuden kommer der tit folk igennem som tror de kan kører videre, men som vender om (vejen er praktisk taget blind efter vores nabo, men Google Maps viser at den fortsætter som Fårebyvejen...)
Vi ligger tæt på Ekkodalen og selvfølgelig resten af Almindingen.
Friskoven ligger 4 km uden for Åkirkeby, som er Bornholms 3. største by og indeholder naturcenteret NaturBornholm, 2 genbrugsbutikker, 3 supermarkeder, flere butikker, et par barer, restauranter samt skoler og børnehaver. Åkirkeby har et fint lille lokalmiljø, men er ikke helt så charmerende som kystbyerne.
Heldigvis ligger vi jo centralt på Bornholm og der er ikke langt til alle de utroligt mange smukke steder som Bornholm har at byde på!
Fra dramatiske klippekyster på nordlandet til bløde sandstrande med Europas fineste sand på sydlandet og alle de charmerende små kystbyer imellem, er Bornholm aldrig kedelig at gå på opdagelse i.
Desuden er der et fantastisk fællesskab og lokalmiljø på Bornholm, med lokale fødevareproducenter, et levende kulturliv og måske Danmarks stærkeste hjemmeskole-fællesskab mm.